Helhedsplan Lyseng – incl. Højbjerg Bibliotek

Tilkendegivelse fra Vejforeningen Heidesvej8270 vedr. Helhedsplan Lyseng

Til udvalgsmedlemmerne

Hermed tilkendegivelse vedr. Helhedsplan Lyseng som er til drøftelse på kulturudvalgets møde d 28.10.2014

Bestyrelsen bakker på vegne af Vejforeningen Heidesvej8270 op om Helhedsplan Lyseng i den udformning, den præsenteres her.
Det er et fornuftigt og gennemarbejdet projekt, som netop tager hensyn til  mange af de elementer, som anføres i den rapport fra Stanford University, som Bibliotek og Borgerservice baserer en del af sin faglige vurdering på. Der er stor gennemstrømning af mange borgergrupper, fin tilgængelighed og en fremragende placering stort set midt i området Holme, Højbjerg og Skåde.

Mange af lokalområdets interessenter er involveret i projektet , hvorfor det er sikret stor opbakning. 

Der er få trafikale udfordringer forbundet med projektet og man vil kunne komme dertil af lukket stisystem fra store dele af lokalområdet. Netop den voldsomme trafikintensitet på Oddervej har været et vægtigt argument fra borgernes side mod at etablere et nyt centerområde med bl.a. medborgerhus ved Oddervej, idet vi finder at den vurdering, som Trafik og Veje anlægger, i bedste fald er konservativ. Der tages så vidt vi kan se i denne vurdering heller ikke hensyn til de 250.000 besøgende som Moesgaard Museum bidrager med trafikalt.

Dog mener bestyrelsen ikke, at behovet for et nyt bibliotek – nu åbenbart fremover kaldet medborgerhus- er grundigt nok afdækket. (et behov, der er embedsmandsskabt/politikerskabt) Den brugerundersøgelse, som blev gennemført i efteråret 2013 på Højbjerg Bibliotek, var nemlig ikke blandt unikke brugere, hvorfor grundlaget og resultatet af denne er stærkt kritisabelt og ikke kan begrunde en flytning fra de eksisterende lokaler. I øvrigt viste samme undersøgelse at mange af brugerne var godt tilfredse med de eksisterende forhold.

Bestyrelsen må samtidig med undren konstatere, at en privat investors projekt, som i juni 2013 blev mødt med næsten 2000 indsigelser fra borgerne i Højbjerg, stadigvæk er i spil, og at denne investor ( Claes Remien) også får foretræde på mødet. Vi antager, at dette projekt er det samme, som på kulturudvalgets møde d. 13.10.2014 fremlægges som muligt indenfor budgetrammen jf. Oversigt over økonomien i initiativer i politikudkast for Borgerservice og Biblioteker pkt.1.7 . Vi undrer os, over at et nyt bibliotek i Højbjerg kan holdes indenfor budgetrammen, idet projektet (Claes Remiens) står og falder med salget af den kommunale grund Oddervej 80 til investor uden forudgående offentligt udbud. Tilladelsen til dette er, som Henrik Traberg erkender i mail til undertegnede, givet på baggrund af en ansøgning til Statsforvaltningen fra oktober 2008, som indeholder en graverende fejl i bilagsmaterialet. Derfor  også bestyrelsens undren!

Venlig hilsen
Søren Wichmann Matthiessen
Heidesvej 8
8270 Højbjerg

Formand for Vejforeningen Heidesvej8270